0

Kør sikkert på ladcykel

Ladcyklen er en rigtig god måde at komme omkring med børnene. De populære cykler bliver derfor ofte valgt til fordel for bilen. Ladcyklen er både praktisk og hyggelig, da du har god kontakt med børnene.

Med den voksende popularitet er ladcyklerne også blevet udviklet meget i løbet af de seneste år med fokus på komfort og ikke mindst sikkerhed. Og netop sikkerheden kan du selv gøre en ekstra indsats for at forbedre.

Få lys på

Uanset hvilken type cykel, du kører på, er cykellygter vigtige. Det handler om, at andre kan se dig. Til ladcykler anbefales det ofte at montere to forlygter, en i hver side, og naturligvis en baglygte.

Lav bløde sving

Når du kører på ladcykel, skal du være ekstra opmærksom på balancen. Du skal især være opmærksom, når du bremser og svinger. Sørg for at sætte farten ned i god tid, så det ikke bliver en hård opbremsning. Det giver dig samtidig bedre tid til at tage bløde sving, så du ikke risikerer at vælte med børnene.

Som nævnt er ladcyklerne forbedret meget gennem årene – også med fokus på at give dig bedre stabilitet. Du skal derfor ikke være nervøs, blot opmærksom.

Pak cyklen rigtigt

Det kan for nogle være fristende at pakke ladet til bristepunktet med børn, skoletasker, indkøbsvarer osv. Der er på nuværende tidspunkt ingen lovgivning for børnenes eller oppakningens vægt. Men forhør dig altid om fabrikanternes anbefalede lastevægt, når du vælger ladcykel.

Når du overlæsser en ladcykel, går det ud over sikkerheden, da du ikke kan bremse ordentligt. Samtidig skal du naturligvis også have kræfterne til at træde og styre ladcyklen.

Vis hensyn til andre trafikanter

På en ladcykel fylder du meget på cykelstier og veje – næsten det samme som to cykler ved siden af hinanden. Det er derfor vigtigt også at vise hensyn til de andre cykler. Det betyder, at du bør bremse i god tid, holde tilbage for andre cyklister og være god til at give tegn.

Gør dine børn til gode trafikanter

Selvom det kun er dig, der træder i pedalerne, er dine børn også med på turen som cyklister. Derfor skal de naturligvis også have cykelhjelm på – lige som dig. Derudover er en cykeltur med børnene tæt på i ladet en oplagt mulighed for at vise dem, hvordan man gebærder sig i trafikken. Lær dem eksempelvis de forskellige tegn, når du bremser og svinger.

Vi svarer gerne på dine spørgsmål

Har du spørgsmål til kørsel på ladcykel, eller er du på udkig efter en ny? Besøg os endelig i butikken eller kontakt os på 97 19 11 80 og info@kibaek-cykler.dk. Vi er klar til at svare på alle dine spørgsmål og finde den helt rigtige ladcykel til dig.